Hvis 75 %-betingelsen er opfyldt, kan du vælge om der skal ske beskatning efter kildeskattelovens afsnit I A som grænsegænger eller ej.

Hvis du kan og vil vælge grænsegængerreglerne, skal du oplyse dit valg til Skattestyrelsen. Det kan du gøre via TastSelv eller ved at sende oplysning om det på blanket 04.031.

Du kan omgøre dit valg. For eksempel hvis du har glemt et rentefradrag, som du nu gerne vil have på årsopgørelsen osv. Hvis du vil omgøre dit valg af grænsegængerreglerne, skal Skattestyrelsen modtage oplysning om det senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Se KSL § 5 D, stk. 2. Det kan du gøre via TastSelv eller ved at sende et oplysningsskema (tidligere selvangivelse) på blanket 04.031.

Samme frist den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb gælder, hvis du ønsker en skatteberegning ændret til eller fra helårsomregning med personfradrag efter personskattelovens § 10, stk. 6.

OBS 2020. De frister for valg og omvalg som udløber i 2020 er ekstraordinært udsat til henholdsvis 1. september 2020 (valg vedr. indkomståret 2019) og 31. august 2020 (omvalg vedr. indkomståret 2018).

Bemærk. Efter udløbet af fristen kan en ændring af valget eventuelt ske efter reglerne om ændring af et valg i oplysningsskemaet (tidligere selvangivelsen) efter skatteforvaltningsloven § 30. Efter denne bestemmelse kan Skattestyrelsen tillade, at du ændrer dit valg, hvis Skattestyrelsen har foretaget en ændring af en ansættelse af indkomstskat, som har betydning for valget. Det er en betingelse, at valget i oplysningsskemaet har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser som følge af Skattestyrelsens ændring af ansættelsen.